Formål Betonbrønde med bundløb anvendes til afledning af spildevand i separate ledninger samt regnvand i fællessystemer. Brøndene anvendes ved retningsændringer af afløbsledninger og som renseadgang til og udluftning af afløbsledninger. Sandfangsbrønde anvendes til regnvandsledninger og skal udover ovenstående endvidere opfange sandkorn og andre bundfældelige partikler. Anvendelse og vedligeholdelse Det er ikke tilladt at tilføre brøndene stoffer i koncentrationer eller mængder der kan skade betonen eller pakningerne. Det drejer sig specielt om syrer, som kan opløse betonen, olie og opløsningsmidler, der kan skade standardpakninger, samt store mængder meget varmt vand eller andre væsker, der kan give revner i betonen pga. store og pludselige temperaturændringer. Dæksler på brøndene må ikke tildækkes med jord, fliser, asfalt eller lignende, da de skal være tilgængelige og fungere som udluftning for afløbsledningen. Efterlad aldrig en brønd uden at dækslet er monteret. Brønde med bundløb: Brøndene skal tilses jævnligt, og aflejringer på banketter og eventuelle trin skal fjernes. Dette kan foretages ved spuling, eventuelt med højtryksrenser. Brønde med sandfang: For at forhindre tilstopning af afløbsledninger efter brønden, skal brøndens sandfang renses efter behov, dog mindst én gang halvårligt eller efter ansvarlig myndigheds anvisninger. Tømningen kan foretages med kloakrenser eller med slamsuger. Sandfanget bør maksimalt udnyttes til 50 % af kapaciteten. Der bør føres en driftsjournal, hvor som minimum tykkelsen på slamlaget og tømningstidspunkt noteres. De oprensede materialer kan indeholde skadelige stoffer og skal behandles efter myndighedernes anvisninger. Løsning af driftsproblemer Driftsproblemer vil i et korrekt dimensioneret og anlagt system kunne opstå som følge af tilførelse af fremmedlegemer eller større mængder sand/jord eller fedt. Løsningen består dels i at opspore kilden til tilstopningen og om muligt fjerne den, så der ikke opstår tilstopninger igen. Fjernelse af tilstopninger i en brønd vil normalt bestå i en opsugning af materialerne, der har stoppet gennemstrømningen. Personlige værnemidler Gældende arbejdsmiljøregler skal overholdes ved kontakt med afløbssystemer. Dette gælder både ved højtryksspuling og ved eventuel nedgang i systemet, hvor der er særlige regler for beklædning, åndedrætsværn og mandskab mv. Betonvareproducenten er ikke ansvarlig for den aktuelle overholdelse af arbejdsmiljøreglerne, idet det er den udførende entreprenør, der bærer dette ansvar. Som anført skal der ved arbejdets forsvarlige udførelse tages hensyn til konkrete regler. Tømning af sandfang. Producent: Afløbsgruppen, Dansk Beton Nørre Voldgade 106 1358 København K www.afloebsgruppen.dk August 2014
Download PDF fil