Letklinkerblokke – Overfladebehandling 2 Udgiver Blokgruppen, Dansk Beton Sekretariat: Blokgruppen, Dansk Beton Dansk Byggeri Postboks 2125 1015 København K Tlf.: 72 16 00 00 E-mail: info@blokgruppen.dk Anvisningens anvendelse De forskellige anvisninger i dette hæfte kan anvendes som inspiration og vejledning i forbindelse med projektering og udførelse af overfladebehandling på blokmurværk af letklinkerblokke. Vejledningen fritager dog ikke den projekterende eller udførende for ansvar i forbindelse med hæftets forskellige vejledninger og anvisninger. Blokgruppen og medlemsvirksomhederne påtager sig således ikke noget juridisk ansvar i forbindelse med denne anvisnings informationer. November 2008 Forord Letklinkerblokke har været anvendt i Danmark de seneste 60-70 år. I begyndelsen primært til sekundære bygninger indenfor landbrug og småindustri, men efterhånden også til bagmure og skillevægge i boligbyggeri m.v. I 60érne gik blokkene tillige ”under jorden” som kælderydervægge, og da der i 70érne blev sat fokus på bygningernes isolering, blev letklinkerblokkene også i stort omfang anvendt som ”den lune ramme” i fundamenterne. Mange byggefolk, og ikke mindst arkitekter, ser murværk af letklinkerblokke som et godt og økonomisk alternativ til teglstensvægge, især hvor målet er en pudset vægflade. En lang række forskellige løsninger med murværk af letklinkerblokke har da også gennem årene dokumenteret produktets gode egenskaber som pudsunderlag til alle former for pudsopbygninger. Yderligere har man med succes anvendt letklinkerblokkenes kornagtige overfladestruktur til akustisk regulering. Formålet med denne anvisning er primært at viderebringe de seneste års praktiske forsøg og erfaringer med overfladebehandling af letklinkerblokke. Samtidig vil anvisningen forhåbentlig også inspirere og skabe yderligere interesse for anvendelse af blokmurværk. Anvisningen indeholder derfor indledningsvis et afsnit om blokmurværkets æstetik. Derefter følger de mere tekniske afsnit, som bl.a. beskriver, hvordan vægge af letklinkerblokke overfladebehandles teknisk og udførelsesmæssigt korrekt. Vejledningen beskriver også, hvordan den æstetiske målsætning vedrørende overfladestruktur og farver kan opnås på tilfredsstillende måde. Denne anvisning er set som et praktisk og nyttigt redskab for bygherrer, rådgivere og entreprenører i forbindelse med projektering og udførelse af overfladebehandling på murværk af letklinkerblokke. Ønskes informationer vedrørende dimensionering af blokmurværk og brandvægge af letklinkerblokke samt om den praktiske udførelse af selve blokmurværket, henvises til øvrige anvisninger fra Blokgruppen.
Download PDF fil